fb-head-tag-img

Styr på din data? Eller klarer NSA det for dig?

Google Analytics har længe været den dominerende spiller på analyse-markedet for websites og kampagner. Google Analytics er hurtigt og nemt at sætte op – og interfacet er (nogenlunde) til at forstå for almindelige mennesker. Der findes dog alternativer – og særligt nu hvor Google og andre store virksomheder har modvind i flere lande pga. sagen omkring USA’s spionage på andre lande. Det viser sig nemlig at Google og andre virksomheder af den størrelse er tvunget til at udlevere data når det efterspørges hos NSA.

Ved du ikke hvad jeg snakker om? Så læs om Edward Snowden eller se en af disse artikler:

Inden du tror jeg er på vej ud i den helt store konspirationsteori er det dog vigtigt at understrege at Google Analytics fungerer fint og at vi også selv bruger det hos HTML24. Jeg ser dog klart en fordel i at overveje de alternativer der er på markedet. Hvis ikke pga. ovenstående så i det mindste pga. truslen for at Google Analytics bliver ulovligt rundt omkring i verden. Det har i 2009 været heftigt diskuteret at gøre Google Analytics ulovligt i Tyskland. Selv i Danmark (og andre skandinaviske lande) kan der være problemer ifht. persondataloven når man bruger Google Analytics.

Vigtigt: Jeg er blevet spurgt om hvorvidt jeg har en interesse i at sælge Piwik. Det har jeg ikke. Vi har ikke nogen aftale med nogen fra hverken Piwik eller Google Analytics og det er ikke i HTML24s interesse at vores kunder bruger hverken det ene eller det andet!

Alternativer til Google Analytics

Hvis man fortsat har brug for at holde styr på trafikken på sit website samt hvilke handlinger evt. brugere foretager så er man jo nødt til at bruge et analyseværktøj (Og tro mig – du har brug for at vide dette!)

Et godt alternativ – som også relativt hurtigt vokser for tiden – er Piwik. Piwik er open source web analytics og fungerer (næsten) ligesom Google Analytics. Det er nemt at installere og man kan tracke i hoved og r*v på sit website. Derudover er der ikke en stor virksomhed bag som kan udnytte dataen til forskellige ting som du ikke er herre over.

Se videoen herunder for at få en fornemmelse af hvad Piwik er for noget.

Hvorfor lige piwik? Er Google Analytics så slemt?

Google Analytics er ikke så slemt. Vi bruger det som nævnt også hos HTML24 – og selv vores eget website kører Google Analytics. Generelt er jeg stor tilhænger af at man vælger det der gi’r mening i den situation man er i. Derfor skal du altså ikke gå i panik over at din data ligger hos Google og at du muligvis bliver overvåget af NSA. Der er sandsynligvis ingen grund til bekymring.

Hvis du alligevel mener at din data er ualmindelig forretningskritisk og i øvrigt at du har brug for at være 100% herre over dataen – så vil jeg anbefale at du kaster et blik på Piwik.

Hvorfor er Piwik smart?

  • Det er open source (Så du kan se alt hvad der foregår med din data!)
  • Du kan hoste alting selv (Så ingen kan snage)
  • Det er nemt – ligesom Google Analytics
  • Det er nemt at integrere med andre systemer

Held og lykke med projektet! 🙂