fb-head-tag-img

Hvad koster en hjemmeside?

Hvad koster en hjemmeside egentligt?

Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet! I denne artikel vil jeg belyse de forskellige parametre, der er i spil, når vi i Twentyfour prissætter en hjemmeside. Eller ja, faktisk et hvilket som helst digitalt projekt.

Inden jeg dykker ned i konkrete prissætninger, vil jeg bruge et øjeblik på at gennemgå den gyldne projekttrekant. Projekttrekanten er et redskab som du, i ethvert projektarbejde, kan pejle efter, når det kommer til pris, tid og kvalitet. 

Tre vinkler, du ikke kommer udenom: Tid, kvalitet og ressourcer

Dette er tre faktorer, som er indbyrdes afhængige og som påvirker hinanden, når vi taler om projekter og prissætning. Det er et regnskab, der skal være balance i for at få succes med dit projekt. Prioriteringen af tid, kvalitet og ressourcer skal oftest besluttes i det indledende projekt. Og endda tit før projektteamet har den nødvendige indsigt, til at træffe en langtidsholdbar beslutning.

Derfor er det alfa omega, at du sætter tiden af til afklaringsfasen og ikke japper det igennem. I sidste ende er det projektets succes der afhænger af disse beslutninger. 

Når kompromis er en præmis 

Sat lidt på spidsen betyder det i praksis, at det ikke er muligt at levere et projekt uden at gå på kompromis. Der er sjældent, jeg vil endda vove den påstand at sige aldrig, uanede tid og ressourcer til rådighed i et projekt, og kvaliteten er ofte tungtvejende hos kunden.

Hvis du forestiller dig en trekant, hvor tid og ressourcer er knappe, men forventningen til kvalitet er høj, så vil du sidde tilbage med skævvredet trekant med to meget små vinkler og en kæmpe stor vinkel, helt ude af balance.

For at genskabe balancen, og dermed projektets sandsynlighed for succes, må du skrue på forventningerne til kvaliteten og indholdet. Eller også må du opjustere på de to faktorer, der drejer sig om tid og ressourcer.

Projekttrekanten kan være god at bruge gennem hele projektet som pejlemærke, når projektteamet, kunden eller andre interessenter udfordrer projektet på tid, indhold eller budget. 

Det handler om at kunne sige ‘nej’ 

“Du må lære at tage nej-hatten på.” sådan skriver Svend Brinkmann i sin bog “Nej”, hvori han proklamerer, at kun programmerede robotter altid siger ja. Og dét, synes jeg, der er en vis sandhed i.

Det er vigtigt, at gå til projekter med et åbent sind og se muligheder i stedet for begrænsninger. Men begrænsningerne i et projekt er ofte lige så vigtige at forstå og erkende som mulighederne. For først når du kender dine fravalg, og grunden til disse, kan du fokusere 100% på dine tilvalg og gøre dette ordentligt. 

Faren ved at sige ja til alt i et projekt er, at sandsynligheden for budgettet sprænges eller projektet bliver forsinket eller simpelthen af for ringe kvalitet, er stor.

Derfor mener jeg, at vores fornemmeste rolle som rådgivere er at være fagligt stærkt velfunderet til at kunne strategisk rådgive kunden i at træffe de rigtige valg. Og blive ved med hele vejen igennem et projekt at stille projektteamet og kunden spørgsmål som hvorfor, hvad og til hvem.

Fortæl mig, hvad er meningen?

Ingen hjemmeside uden strategi!

Den indledende dialog, strategi og retning er en helt igennem afgørende del af løsningsforslaget og prissætningen. Det er her, vi stiller kunden alle de uddybende spørgsmål. Også de dumme af slagsen.

Det er her vi eks. spørger kunden: “Hvorfor har du overhovedet brug for en hjemmeside?”. I afklaringsfasen er det vigtigt, at identificere, hvem kundens målgruppe er, og hvor de befinder sig.

Ligesom det er vigtigt at kigge på kundens øvrige systemlandskab, for at sikre at manuelle processer og fremtidig skalerbarhed bliver tænkt ind i løsningen fra starten af. 

For mig, som strategisk rådgiver, er det vigtigt, at vi sammen med kunden er helt aligned på, hvor vi skal hen, hvorfor vi skal derhen og hvordan vi skal nå derhen. Jeg vil faktisk sige, det er en grundpræmis for at kunne lave et projekt sammen.

Når vi har denne afklaring på plads, og vi ved hvor vi skal hen, kan vi begynde at kigge på hvor lang tid det må tage, hvad budgettet er og hvilke ressourcer der er til rådighed i projektet.

Her går arbejdet med projekttrekanten for alvor i gang. Det er her, kunden bliver sat på prøve og skal begynde at finde mulige kompromisser i løsningen. 

Stil HV-spørgsmål

For at konkretisere processen med projekttrekanten skal du stille dig selv HV-spørgsmål. Spørg dig selv løbende, hvad du vil have ud af dit digitale projekt.

  • Hvorfor har du overhovedet brug for en hjemmeside?
  • Hvad ønsker du at opnå med en hjemmeside?
  • Hvilken kontekst skal det leve i?
  • Hvad er dine KPI’er og værdi-output?
  • Hvem er din målgruppe(r)?

Så… Hvad koster det?

Jeg vil nedenfor beskrive fire forskellige setups ift. hjemmeside løsninger og prisrammen i Twentyfour inden for hver af disse. Vi har afholdt et webinar omkring prissætning af digitale projekter. Du kan gense eventet her, hvis du foretrækker at lytte og se min forklaring.

Fra skabelon til forkromet skræddersyet løsning

Do-it-yourself (DIY)-løsningen

I et DIY website projekt anvender du udelukkende egne ressourcer gennem både udviklings- og designprocessen. Dine egne udviklere bygger selv løsningen fra bunden, og alt content skabes af dig selv eller dine medarbejdere. Hermed er der ingen udgifter til hverken skabeloner eller konsulenter. Udgiften ligger alene i dine medarbejderes tid.

Som de fleste er bekendte med, er tid også penge. Vær opmærksom på, hvad prisen på sådan et projekt ender med at løbe op i, når du gør dine medarbejderes timeforbrug på hjemmesiden op, holdt op imod løsningens kvalitet og den værdi, den skaber.

Det kan være sundt at kigge på, hvilke andre opgaver, dine medarbejdere kunne løse i det samme timeforbrug. Altså, giver investeringen mening?

Hyldeprodukt-løsningen

Et hyldeprodukt er i vores optik en løsning, hvor du køber en hjemmeside skabelon og selv bygger strukturen på dine sites samt indholdet fra bunden.

Det er en simpel løsning, som kan kaldes et ”hyldeprodukt”. Det er fordi rammen og funktionerne i de forskellige elementer allerede er blevet produceret og afprøvet. Der er flere ting som gør sig gældende i løsningen med hyldeproduktet. Prisen kan holdes nede, skabelonen er klar til ibrugtagning og ”skelettet” af de forskellige elementer er allerede velfungerende og afprøvet.

Til gengæld bliver du nemt låst fast af, at der kun er de funktioner tilgængelige, som skabelonen tilbyder. Derfor er design mulighederne ligeledes begrænsede. Prisen ligger fra 500-1.000kr. og opefter, plus den tid, dine medarbejdere skal bruge for at bygge strukturen på dine sites og efterfølgende skabe indholdet fra bunden af.

Afhængig af hvor omfattende dit site skal være kan denne løsning ende med at tage lang tid at bygge fra bunden. Det er selvom du gør brug af en skabelon.

Har du blot brug for et mindre visitkorts website, hvor kunden nemt kan finde dine ydelser og kontaktoplysninger, kan denne løsning være ganske fin og relativt billig. Hvordan? Der er ingen omkostninger til konsulenter eller udviklere. 

Den skræddersyede løsning

I den skræddersyede løsning er der uendelig mange knapper at dreje på. Denne løsning er uden tvivl den dyreste, fordi den er tidskrævende.

Når vi skal udarbejde en løsning som er skræddersyet efter kundens behov, inddrager vi f.eks. designere som skal hjælpe med at skabe det rette udseendesmæssige setup i overensstemmelse med kundens designprofil (digitale CVI).

Alle forskellige elementer som skal have sin egen lille skræddersyet funktion, skal igennem en kreativ proces og en teknisk udvikling – og det tager tid.

Jeg slår fast på tiden her, fordi kunden hos os, selvfølgelig betaler for den tid vi bruger på at bygge det projekt, som nu engang er aktuelt. Vi ønsker altid at levere en løsning af høj kvalitet, og levere værdi for hver en krone kunden bruger på projektet. Men det tager tid og bliver en dyrere løsning med et skræddersyet designet hjemmeside.

Prisen kan variere bredt efter hjemmesidens omfang. Det er her dialogen med kunden omkring deres budget er rigtig vigtig, således at vi får bygget den hjemmeside, som skaber størst værdi, indenfor den ramme, der er til rådighed. Så kan man altid bygge ovenpå sidenhen. 

Kombinationsløsningen

Fordelen ved denne løsning er, at vi sammen med kunden kan dykke ned i forskellige elementer på hjemmesiden og se på de allerede produceret løsninger, som kan anvendes. 

I mange projekter giver det mening, at vi tager elementer som allerede er lavet. Vi kan tilpasse løsningen ved at gøre det lækkert i layout og sørge for at det passer til kundens udtryk, behov og krav.

Generelt giver det ikke mening, at vi forsøger at opfinde den dybe tallerken, når der i forvejen er lavet mange funktioner, som fungerer godt og er relativt nemme at implementere og designe til kundens løsning. 

Så når det kommer til en mere prisvenlig løsning, er det billigere at arbejde videre fra allerede udarbejdede frameworks og funktioner. Dog med fortsat mulighed for at anvende sit eget design og udtryk og funktioner i en kombinationsløsning.

Prisen på denne type digitale løsning spænder ligesom den skræddersyede løsning ovenfor meget bredt. Kombinationsløsningen er som regel billigere end den 100% skræddersyede, special designede- og udviklede løsning. Men igen vægter afklaringsfasen med kunden tungt her, for det er her vi afdækker, hvilken værdi, hjememsiden skal levere og hvordan vi rammer det bedst muligt.

Der er jo ingen grund til at bygge alt fra bunden af, hvis man kan tage ned fra hylden og bygge videre fra et godt fundament. Det er såfremt kunden er ok med at det der bliver bygget ikke nødvendigvis er fuldstændigt skræddersyet til lige netop dem.

Et illustreret eksempel på hvordan kvalitet koster tid

Kan et digitalt projekt være en organisk størrelse?

Ja! I et digitalt projekt er der forskellige faser, man skal igennem sammen med kunden. Det er sjældent, at kunder har råd til at købe den mest optimale løsning på én gang. I øvrigt, så er det ikke nødvendigvis den bedste måde at gøre det på.

I løbet af vores projekter anvender vi faserne til at stoppe op og vurdere, om det som vi arbejder på, stadig giver mening. I nogle tilfælde får vi bekræftet, at vi er på rette vej. I andre tilfælde finder vi ud af, at vi faktisk kan gøre løsningen federe, fordi nye muligheder har vist sig i processen.

For os er det vigtigt at anskue projektet som en organisk størrelse, der kan ændre nogle krav eller behov i takt med, at vi kommer dybere ind i projektet. 

En firkantet forklaring med trekanten in mente

Et hjemmeside projekt er altid en investering. Investeringen kan være mindre, mellemstor eller stor, men det er altid en investering og ikke blot en udgift. Værdien hjemmesiden skal skabe skal kunne ses på bundlinjen. 

Et større eksempel kan være at du bruger en million kroner på at få bygget et nyt website, som bliver integreret med 5 systemer. Med en investeringssum af den kaliber kan jeg næsten garantere, at du på den lange bane vil spare store mængder tid brugt på manuelle processer. Tid er en vigtig faktor, fordi du kan optimere på dine arbejdsområder og allokere dine medarbejdere til vigtigere opgaver end de manuelle processer.

Er der mulighed for, med en samlet løsning, at optimere på nogle af dine forretningsgange, jamen så er det en investering, og det kan spare dig tid.

Det er i øvrigt vigtigt for mig at nævne at størrelsesordenen på vores kunders investering i f.eks. en hjemmeside ikke er afgørende for, hvor vigtig en kunde man er hos os. For os er det vigtigste, at du som kunde opnår den ønskede værdi med dit digitale projekt gennem vores arbejde, og at din investering betaler sig!


5 vigtige take-aways

Jeg vil opsummere og komme med et par afsluttende spørgsmål, som jeg synes er værd for dig at stille dig selv og jeres virksomhed, inden du går i gang med dit næste digitale projekt.

#1: Hav styr på dine prioriteter

Tid: Hvor meget tid har vi til projektet, er der en deadline for hvornår det skal være klar? Er denne fast eller fleksibel, kan vi gå på kompromis?

Ressourcer: Har vi interne kræfter, som kan enten kode, sætte hjemmesiden op, designe eller skabe content til vores hjemmeside? Eller skal vi have lavet det hele hos en leverandør? Hvilket budget har vi til rådighed? Kan vi gå på kompromis med pris eller vores ressourcer?

Kvalitet og indhold: Hvilken løsning forventer vi i sidste ende? Kan vi gå på kompromis med den samlede løsning og klargøre den i eks. etaper? Hvilke dele af løsningen er need-to-have og nice-to-have.

#2: Skræddersyet- og designet løsning eller skabelon?

Vær opmærksom på alle de gode hjemmeside løsninger, der findes på markedet i dag. Lav en grundig research for at finde ud af, hvilke setup og skabeloner, der allerede findes, som dit website kan hente inspiration i. Og vær opmærksom på hvilket fundament, du bygger dit website på ift. at det er tilstrækkelig skalerbart og dermed fremtidssikret.

Spørg jer selv, hvorfor I har brug for hjemmesiden, hvilken konkret værdi det skal skabe og hvordan det skal bygges op derefter.

#3: Dit digitale systemlandskab

Giv det et tjek, det kan være her at din største fortjeneste ligger gemt!

Hvordan er jeres daglige og manueller processer i dag? Kan du anvende dine medarbejderes eller din egen tid til mere værdiskabende opgaver end indtastning og vedligeholdelse? Hvilke muligheder findes der på markedet for at binde dit systemlandskab sammen og skabe en sømløs proces?

#4: Freelancer eller bureau?

Der er flere forskellige typer leverandører inden for digitale løsninger. En freelancer er ofte langt billigere end bureauerne. Til gengæld opnår du en større vægt af forretningslogik, know-how og vigtigst af alt, tryghed (bureauer har en stor skare af medarbejdere, hvorfor der altid er garanti for levering også ved uforudsete udfordringer i form af sygdom mv.), hvis du vælger et digitalt bureau til at varetage din opgave. Men det er en afvejning, du bør have med, hver gang du står med et givent projekt, der skal løses.

#5: Husk på, at nogle gange koster det noget at tjene penge, og det koster penge, når man investerer på at suboptimere


Hvis denne artikel fører til nogle spørgsmål eller kommentarer, er I mere end velkommen til at kontakte os på info@twentyfour.dk.

Du er også mere end velkommen til at kontakte os på +45 42 41 61 60 til en afslappet snak, en virtuel kop kaffe eller en walk & talk hvis du vil høre mere eller diskutere en digital projekt.